Astrid Lindgren var foruden en verdensberømt børnebogsforfatter også en ivrig samfundsdebattør.

Hun skriver: ”Når mennesker med magt, holder op med at lytte, er det på tide at skifte dem ud.”

Denne eftertænksomme analyse bør genvalgsønskende byrådsmedlemmer og øvrige kandidater konstant have for øje, i samme øjeblik de er indvalgt i et byråd.

Astrid Lindberg har skabt 2 skønne figurer, vi alle kender.

Emil fra Lønneberg – frisk knægt, med rigeligt krudt i røven, der i dag – hvis han fandtes i den virkelige verden -ville sidde i venteværelset til udredning for ADHD mm. Vi har det jo i Danmark med at sætte mennesker i båse.

En anden figur er er en rødhåret pige, der ofte træder lidt ved siden af, (og NEJ det er ikke Inger Støjberg) men Pippi Langstrømpe, der i samme venteværelse venter på udredning hos psykologen.

Særlig Pippi er jeg vild med…………… en pige helt uden filter, siger hvad hun mener og er fordomsfri og hudløs ærlig. Hun siger:

”Jeg lyver aldrig, men holder hus med sandheden.”

Når den skønne Pippi bliver spurgt, om hun kan finde ud af en bestemt ting, svarer hun frejdigt:

”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt!”

Samme svar giver jeg, når nogen spørger mig, om jeg kan finde ud af at være byrådspolitiker.

Under alle omstændigheder vil jeg opfordre vælgerne til at stemme på en kandidat, der har lidt snært af Pippi over sig.

Hvis Pippi var opstillet, ville jeg stemme på hende.

Det næstbedste er at stemme på Radikale venstre.

 

Poul Rubach
Byrådskandidat nr. 2 for Radikale Venstre
Bækkevej 28
Harridslev