Kirkens Korshær blæser til kamp mod fattigdom søndag 26. november. Det sker, når korshæren sender indsamlere ud over hele landet – også i Randers Kommune

For andet år i træk samler korshæren ind til fordel for udsatte mennesker i Danmark.

De ansatte og frivillige i Kirkens Korshærs varmestuer og væresteder møder hver dag mennesker, som har brug for hjælp. Nogle er sultne, nogle har ikke et sted at sove om natten, nogle har hverken adgang til bad eller rent tøj.

Landsindsamlingen er nødvendig, fordi langt flere mennesker end tidligere ikke kan få enderne til at mødes. Der findes fattigdom i Danmark – og den vokser. Det har flere undersøgelser konstateret, og Kirkens Korshær ser det hver dag.

Indsamlingen går til Kirkens Korshærs arbejde i blandt andet varmestuer, herberger og familiestøttende arbejde. Hos den 105 år gamle organisation håber man på, at mange danskere, også dem uden tilknytning til Kirkens Korshær, vil melde sig som indsamlere.

“Vi tror på, at et stort flertal af danskerne ønsker, at deres naboer ikke skal leve i fattigdom”, siger Karen Kviesgaard, korshærsleder i Randers.

FAKTA:
I Randers Kommune kan man møde op og deltage som indsamler fire steder: Løgstrupgården, Vestertorv, Randers – Rytterknægten, Marienborgvej, Randers – Hornbæk Sognegård, Selma Lagerløfs Vej, Hornbæk – Kirkens Korshærs genbrugsbutik, Bredgade 34, Langå. Korshæren har således udvidet med et indsamlingssted i forhold til sidste års indsamling, hvor Hornbæk Sognegård ikke var med. Man kan melde sig som indsamler på www.danmarkmodfattigdom.dk

 

Om Kirkens Korshær
Kirkens Korshær blev grundlagt i 1912 og består i dag af ca. 450 ansatte og 9000 frivillige, som driver bl.a. varmestuer, herberger, familiestøttende arbejde og genbrugsbutikker til fordel for landets fattigste i hele Danmark. Følg arbejdet på www.facebook.com/vierkirkenskorshaer