Borgerne i Randers Kommune har længe efterlyst mere samarbejde og en bedre tone i byrådet. Det er det, man hører om og om igen, når Amtsavisens pølsevogn ruller ud til det lokale supermarked. Eller når man snakker med borgerne på gaden og til vælgermøder.

Vi vil gerne gøre det lettere for borgerne at løse denne opgave. Og det er egentlig ganske simpelt: Stem på en kvinde.

Lørdag 4. november var vi 19 kvinder fra syv partier og lister, der tog på busrundtur i kommunen og snakkede med borgerne om, hvad de ønsker sig i fremtidens Randers Kommune. ”Samarbejde” – var det svar, der hørtes igen og igen.

Med vores fælles kampagnetur har vi allerede lagt kimen til et godt fremtidigt samarbejde. Og vi kan fortælle, at det gik ganske let med at planlægge turen: Ét møde på 45 minutter og ét mere på 30 minutter, så var alle opgaver fordelt. Og der var endda planlagt forplejning til alle, fotograf som tog med rundt på hele turen, aftaler med de lokale butikker og med pressen. Så samarbejde, det kan vi. Og vi er effektive.

Så er der det med tonen i byrådet. Vi har endnu aldrig hørt en kvinde sige noget grimt om eller til andre kolleger i byrådssalen. Det samme kan man desværre ikke sige om mændene i byrådet, selv om det langtfra er alle, der taler grimt.

I Amtsavisens leder d. 7. november kunne vi se, at avisen på den ene side roste vores initiativ, men på den anden side mente, at vi var alt for sent ude, da der burde være opstillet flere kvinder til byrådsvalget.

Det er simpelthen noget pjat at komme med, og det virker som om det mest var for at signalere journalistisk nuancering. Vi var 19 kvinder fra syv partier og lister med på turen. Men mange flere er opstillet, så der mangler altså ikke kvinder at stemme på.

Så kære vælger – tænk over hvem du stemmer på, hvis du ønsker mere samarbejde og en bedre tone i byrådet – det kan betale sig at sætte kryds ved en kvinde.

 

“Kvinder på tværs”-kampagnen:

byrådskandidaterne Iben Sønderup (A), Jane Christensen (C), Ann Søndergaard Pedersen (F), Helle Skøtt (V), Kristina Begtrup Pedersen (A), Rosa Lykke Yde (F), Joan Hjersing Knudsen (A), Susanne Nielsen (O), Fatma Cetinkaya (A), Liselotte Frier Pedersen (A), Charlotte Broman Mølbæk (F), Kirsten Haslund (A), Stine Eiby (A), Michelle Linde (R), Louise Høeg (V)