For Konservative er det vigtigt, at være økonomisk ansvarlig. Det ligger dybt i vor DNA. Indtægter og udgifter skal være i balance – det er sund fornuft.

Taberne af økonomisk kaos er altid de svage og udsatte. En kommunes ufinansierede merforbrug skal betales af nedskæringer på kernevelfærden til børn, handicappede, ældre og syge.

Derfor er økonomisk rettidig omhu en naturlig forlængelse af den omsorg, som vi i Konservative kerer om samfundets mest udsatte.

For blot godt 1 måned siden blev kommunens budget for 2018 vedtaget. Desværre igen med et smalt 16-15 flertal. Her valgte Konservative med rettidig omhu at beholde en økonomisk reserve på 23 mio kr., da der var indregnet ”fugle på taget”–bevillinger fra Folketinget – med risiko for at pengene aldrig kommer.
Forligspartierne V og DF valgte modsat at bruge rub og stub i et valg-budget. Og herudover optage et ”kviklån” på 22 mio kr. En fuldstændig uansvarlig beslutning, der gældsætter næste generation og tvinger fremtidige byråd til yderligere besparelser.

Så er det med chok, at jeg kan konstatere, at V, DF, LA, NB og KD har tryllet yderligere 40 fantasilioner  ud af den blå luft. Og så netop få dage før valgdatoen. Det er ikke bare dybt useriøst men tillige en bombe under fremtiden. Tror man virkelig at vælgerne falder for det valgflæsk? Kan man kalde disse partier, der har en ustyrlig trang til at bruge skatteborgernes penge på tomme valgløfter for borgerlige-liberale?

Og hvor skal pengene så komme fra? Ja, Claus Omann Jensen ville tage dem af et råderum på angiveligt nye 160 mio. kr. Forvaltningen har intet sted anført dette nye råderum og det var heller ikke til stede for blot 1 måned siden under budgetforhandlingerne. Ergo bliver valgløfterne betalt med vidtløftigheder. Det står faktisk så galt til at hvis ikke der gribes ind over for det vilde overforbrug så vil kommunen blive sat under administration i udgangen af 2021 – samme skæbne som overgik Farum. Selv hvis disse 160 mio kr virkelig fandtes så ville det jo være penge, som alle partier måtte råde over – ikke kun det uansvarlige 5-kløver.

Jeg er som ægte borgerlig mildt sagt rystet over denne form for vælgerbedrag og uansvarlighed.

En uansvarlighed, som hører hjemme i tv-programmet Luksusfælden.

Det Konservative Folkeparti kan du regne med står klippefast på borgerligt-liberale dyder. På ansvarlighed med social og økonomisk balance. Uden skattestigninger, uden kviklån, uden valgflæsk og uden vælgerbedrag.

Til gengæld får du ordentlighed, ærlighed og stabil drift uden fremtidige nedskæringer pga økonomisk kaos. Hvem vil du helst overlade dine skattepenge til?

 

 

Bo Vestergaard Hansen
Formand og byrådskandidat for Konservative i Randers
Odasminde 3
8960 Randers SØ