Brugte barnevogne, flyverdragter, legetøj og børnetøj er alt sammen noget, man kan finde på hylderne, når Red Barnet i starten af det nye år åbner en ny genbrugsbutik i Randers

Red Barnet ser genbrugsbutikkerne som en god mulighed for at samle penge ind til de børn, der har allermest brug for hjælp. Derfor vil organisationen over de næste par år åbne en lang række nye genbrugsbutikker i Danmark. Og i starten af 2018 åbner Red Barnets sin 20. butik i Danmark. Adressen for genbrugsbutikken bliver centralt i Randers by. Butikken åbnes i samarbejde med Red Barnets lokalforening i Randers.

Efterlyser frivillige ledere og frivillige til butikken

“Vi søger både frivillig ledere og frivillige, der vil være en del af fællesskabet og være med til at gøre butikken til det foretrukne børnested i byen. Vi kigger lige nu på nogle gode, centrale lokaler, og vi glæder os til at åbne et nyt sted i Randers, hvor ungerne kan lege og hygge sig”, siger formand for Red Barnets lokalforening i Randers, Kate Brejnholt.

Det er Red Barnets erfaring fra de øvrige butikker, at mange gerne vil være en del af det sociale og hyggelige fællesskab, det er at drive en genbrugsbutik.
“Det, at være med til starte en butik, gennemtænke indretning og støtte op om en rigtig god sag, er både sjovt og givende. I vores butik bliver det muligt at få gode børnevarer til billige penge. Det ved jeg, at mange familier vil se som en god mulighed. Genbrug kan forbedre familiers økonomi og det mindsker samtidig ressourcespild. Det er der heldigvis rigtig mange, der støtter op om”, siger Kate Brejnholt og opfordrer interesserede til at henvende sig på kate@brejnholt.com.

Støtte til udsatte børn i lokalområdet

Konceptet for butikken er ganske enkelt; “fra Barn til barn”. Familier kan aflevere deres børns aflagte tøj, legetøj og udstyr på en god måde, og andre familiers børn får glæde af tøjet og tingene til en fornuftig pris.

“Overskuddet fra genbrugsbutikker er med til at støtte Red Barnets arbejde med at redde, beskytte og styrke de dårligst stillede børn nationalt og internationalt. Genbrugsbutikken er også med til at støtte lokale projekter for udsatte børn i Randers, da 25% af overskuddet går til lokale aktiviteter”, fortæller Kate Brejnholt og opfordrer samtidig alle, der har tid, lyst og overskud til at melde sig til at arbejde i den nye butik.


Informationsmøder for alle interesserede
Onsdag, 6. december kl. 16.00 og igen samme dag kl. 18.30 holder Red Barnet to åbne informationsmøder for alle interesserede. Det foregår i Frivillighedens Hus, Kirketorvet 2A (baghuset),  8900 Randers C. Her er der mulighed for at høre mere om – og melde sig til – at være frivillig i genbrugsbutikken og om Red Barnets arbejde for at hjælpe udsatte børn. Alle er velkomne.

Kunne du tænke dig at være med eller høre mere, så kontakt:
Formand i Red Barnets lokalforening i Randers
Kate Brejnholt Mail: kate@brejnholt.com Tlf.: 2041 5179