En forholdsvis enkel situation udviklede sig i går til et røveri i Fakta-butikken på Markedsgade i Randers.

En mand henvendte sig i går formiddag for at få byttet tre pilleglas med kosttilskud.

Men han havde ingen bon på varerne og blev afvist af personalet ved kassen.

Det fik manden op i det røde felt og kastede alle pillerne ud over hele kasselinjen

Da han forlod butikken, truede han ekspedienten med tæsk – og dermed er der tale om røveri, oplyser Østjyllands Politi, som nu efterlyser manden.

Han beskrives som dansk, 45 til 50 år, iført en blå-gul arbejdsjakke, sorte arbejdsbukser med grøn neonfarve samt Aasics løbesko, oplyser politiet.