Indestævnet i Ulvehøj blev en stor succes

Det store indendørs GPM -indefodboldstævne Gardin Nyt Cup for seniorer i Ulvehøjhallen blev en stor succes med hele 24 hold fra hele landet og ikke som forventet ”blot” 20.

Fodboldmæssigt gik det som forventet, idet forhåndsfavoritterne fra LB Ejendomme levede op til de store forventninger og løb med den samlede stævnesejr og de 15.000 kroner, der var afsat til vinderholdet

Stævnearrangør Anders Hedeager var tilfreds med stævnet og håber, det kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed.

”Det ser jeg gerne, og jeg er klar. Nu er det så op til sponsorerne, om de vil være med igen,” siger Hedeager.

Vinderholdet var en blanding af fynske spillere krydret med den tidligere liga- og nuværende Viborg FF-spiller Mikkel Jespersen og FC Fredericia-spilleren Christian Sørensen.

Holdet fører suverænt den samlede GPM-rangliste, der afgør hvilke 10 hold, der kommer med til DM i indendørs fodbold i Grenå Idrætscenter 20. januar.

Flere kendte navne
Stævnet havde deltagelse af flere spillere, der optræder i 1. og 2. division.

Udover allerede nævnte Mikkel Jespersen og Christian Sørensen kunne man på banen opleve spillere som Martin Søndergård (Thisted FC), Jeppe Mogensen med en fortid i Randers og nu i Skive med hos Neoperl Nordic, der blev nr. to, Martin Thomsen (tidl. Hobro IK og nu Skive IK) og den tidligere udlandsprof. Michael Byskov med en fortid i bl.a. Randers Freja og Randers FC samt den tidligere Randers-spiller Kristian Hoe i truppen alle med hos nr. tre i stævnet Hobro Apotek/Grønlund Gruppen.

Flere af de lokale hold fra Vivild-, Allingåbro-, Auning- og Nørager kanten gjorde en fin indsat. Specielt Fisker Byg-holdet med primært Vivild IF-spillere, der nåede hele vejen til finalerunden, hvor kræfterne dog var brugt op, hvorfor holdet, der fik Henrik Borup på All Star-holdet, måtte tage til takke med sjettepladsen.

Også det lokale hold Spar Nord Randers med Vorup FB-spillerne Michael Lehm og Jeppe Mogensen i spidsen gjorde sig flot bemærket, da de vandt deres playoffkamp og dermed spillede sig i semifinalepuljerne.

Her endte de dog i en sand dynamitpulje med blandt andet de to hold, der senere skulle ende som samlet nummer to og tre – Neoperl Nordic og Hobro Apotek/Grønlund Gruppen.

Stævnet bedste spiller blev Mathias Munk fra vinderholdet LB Ejendomme. Til All Star-holdet med de bedste spillere fra stævnet valgtes Mathias Munk og Christian Sørensen fra LB Ejendomme sammen med lokale Henrik Borup fra Fisker Byg samt den unge Daniel Kristensen fra Ringkøbing holdet Truenordic.

24 hold gav seks puljer
Med et fornemt felt på hele 24 hold blev holdene blev delt op i seks puljer, hvor nr. 1-2 i hver pulje gik videre, mens nummer 3 måtte ud i en playoff-kamp mod en 3’er fra en anden pulje om videreavance. Efter de seks indledende puljer og play-off var 15 hold klar til tre semifinalepuljer. Disse blev fordelt efter lodtrækning. Fra hver af disse 3 semifinalepuljer gik nummer 1 og 2 igen videre til én samlet finalepulje, hvor vinderen af stævnet skulle afgøres.

Hovedsponsor: Alle pengene værd
Stævnets hovedsponsor, det randrusianske gardinfirma, Gardin Nyt, var med til arrangementet hele dagen og var meget imponeret over stævnet. Firmaets ejer Mona Christensen kunne notere megen positiv opmærksomhed omkring sponsoratet.

”Jeg har både i og omkring Randers-området, men så sandelig også steder langt væk fra Randers snakket med rigtig mange mennesker, som har kommenteret positivt på firmaets hovedsponsorat af dette stævne,” siger Mona Christensen.

”Det har helt afgjort været sjovt og alle pengene værd. Stævnearrangør Anders Hedeager har ikke overladt noget til tilfældighederne,” siger Mona Christensen. Blandt andet har hver enkelt sponsorerende virksomhed fået omtale på Facebook- siden Gardin Nyt Cup.

”Og på selve stævnedagen var der styr på alting helt ned til selv mindste detalje. For ikke at nævne al den tid, Anders Hedeager har brugt på at forberede arrangementet, som han helt selv har stablet på benene,”, siger Mona Christensen, der er stolt over at kunne hjælpe og bakke op og overvejer at gentage succesen igen i 2018.