Red Barnet Randers arrangerer igen i år vores sædvanlige spændende NytårsWalk 6. januar – med sjove opgaver for hele familien

Kuren ovenpå al julemaden er en rask gåtur i skoven ved Fladbro, hvor familierne kan samle points ved de 10 poster og på turen undervejs.

“Husk børnene, for mange af opgaverne kræver snurrige og kreative løsninger, som børnene garanteret er bedst til. Husk også mobiltelefonen eller et kamera, for opgaverne ved alle poster kræver billeder, og der er præmier til de bedste hold. Hvis man ikke selv har børn, kan man måske låne?”, siger Ida Filskov fra Red Barnet i Randers.

Holdene starter med få minutters mellemrum kl. 13 – 13.30 lørdag 6. januar fra Skovhuset, og man slutter af med en kop varm kaffe/te/kakao og en bolle samme sted, mens de frivillige tæller points op, serverer og fortæller om Familieoplevelsesklubben, om den nye genbrugsbutik, som åbner i det nye år, og om Red Barnet generelt. Kl. ca. 15 udråbes vinderne.

Der vil være pile, der viser vej, hvad enten man parkerer ved Kroen eller ved Himmelbovej.

Deltagelse koster 25 kr. per hold, og kaffe/te/kakao med bolle koster også 25 kr. Der er balloner til børnene og deltagerbeviser til alle.