Banedanmark er ved at gøre klar til den kommende elektrificering af jernbanen mellem Aarhus og Lindholm. Derfor holder de åbent hus om projektet i Randers mandag 22. januar kl. 15-18.00 hos Randers FC

 

Over 50 broer på strækningen skal bygges om, så der bliver plads til kørestrømsanlægget.

I 2018 og -19 ombygges to større broer i Randers. Det drejer sig om de to vejbærende broer over

Parkboulevarden og Viborgvej. Når banen om få år er klar til el-tog, giver det mulighed for kortere

rejsetid og mere stabil drift, ligesom togrejsen bliver endnu mere miljørigtig.

 

Arbejdet

Arbejderne på Viborgvej og Parkboulevarden kommer til at foregå i perioden fra 30. januar

til slutningen af maj 2019. Man river begge broer ned, da det er gamle buebroer fra 1938 og -39, som ikke har den fornødne frihøjde til det kommende kørestrømsanlæg.

Herefter opfører Banedanmark nye broer. Arbejdet vil i perioder være støjende for naboer. Selve nedrivningen af de gamle broer samt ramning af spuns til støttevægge i forbindelse med opførelse af de nye broer er meget støjende”, fortæller Martin Bøgh Friis, Projektleder hos Banedanmark.

Der vil desuden være støj fra anlægsmaskiner og øget tung trafik i området. I perioder arbejder Banedanmark i døgndrift for at minimere den tid, som projektet varer.

“Vi etablerer en midlertidig vej ved siden af den eksisterende Viborgvej, så det vil være muligt at passere broen i hele perioden, hvor arbejdet udføres. Banedanmark beklager eventuelle gener for naboerne”, siger Martin Bøgh Friis.

 

Trafikken

Samtidig med ombygning af de to broer udfører Banedanmark i 2018 en sporombygning af strækningen mellem Langå og Hobro. De eksisterende spor og sporskifter er nedslidte. Derfor ombygger de ca. 45 kilometer fri strækning samt fire stationer.

“Vi udfører de to arbejder samtidig for at genere togtrafikken så lidt som muligt”, fortæller Martin Bøgh Friis, Projektleder Banedanmark.

Arbejdet medfører dog, at togdriften i perioder vil være ændret, og at den i otte uger henover sommeren 2018 – fra 30. juni til 26. august – vil være helt indstillet. Der bliver indsat togbusser på strækningen i perioden. Man skal derfor tjekke “rejseplanen” for at planlægge sin rejse.

 

Kom til Åbent Hus

Man kan komme til åbent hus arrangementet mellem kl.15 og 18 og se udstilling om projekterne og stille spørgsmål til projektledere og fagfolk, som vil være klar til at svare på spørgsmål om både sporombygningen mellem Langå og Hobro og broarbejderne på Viborgvej og Parkboulevarden.

 

———-

Læs mere om broprojekterne på banedanmark.dk/aarhus-lindholm, og læs mere om

sporombygningen på banedanmark.dk/langaa-hobro.

I næste uge er der også Facebooksider om de to projekter: Banedanmark – Elektrificering Aarhus-Lindholm og Banedanmark – Sporombygning Langaa-Hobro.