Kogeanbefalingen i hele Mejlby Vandværks forsyningsområde er nu blevet ophævet. Det sker efter en aftale med Styrelsen for patientsikkerhed.

Mejlby Vandværk og Randers Kommune oplyser, at de sammen fortsat arbejder på at forhindre, at der opstår nye forureninger.

Derfor vil områdets drikkevandskvalitet blive hyppigt overvåget i en periode fremover.

Både kommunen og vandværket anbefaler dog, at vandforbrugerne i Mejlby-området lader vandet løbe i 10 minutter, inden det drikkes.

Forbrugerne hos Mejlby Vandværk har været nødt til at koge vandet siden november på grund af for højt indhold af bakterier.

Et stort antal forbrugere fik ophævet kogeforbudet inden jul – og nu er det altså ophævet for resten af forsyningsområdet hos Mejlby Vandværk.