En mand blev i går anholdt efter en større politiaktion i Randers.

Forinden havde manden sidst på eftermiddagen i går forsøgt at begå røveri.

Manden, der virkede meget desperat, truede flere kunder og en ansat ved ABC Lavpris på Hobrovej i Randers med en kniv.

Herefter stak den truende gerningsmand af.

Politiet startede derefter en større eftersøgning af gerningsmanden.

Ved 18.30-tiden blev manden lokaliseret af en politipatrulje på en adresse i midtbyen – og derefter anholdt.

Den aggressive mand skal her til morgen fremstilles i et grundlovsforhør, oplyser Østjyllands Politi.