Dario Campeotto på skoleskemaet er ikke just hverdag for elever i folkeskolen. Undtagelsen er en flok elever i 7. klasse på Tirsdalens Skole. De har valgt at være medarrangør af en koncertoplevelse med den kendte sanger på et plejehjem som led i deres undervisning. Og de glæder sig:

”Selvom vi ikke kender Dario Campeotto og hans musik, bliver det sjovt at være med til at skabe en fed oplevelse for de ældre på plejehjemmet, for de er vilde med ham, ” siger David Mølgaard Rasmussen, der går i 7. E på Tirsdalens Skole.

Han er tilmeldt en projektlederuddannelse under Randers Ungdomsskole, hvor han sammen med nogle af sine klassekammerater skal gennemføre forskellige projekter, der blandt andet involverer et lokalt plejehjem. Som led i koncerten med Dario, skal eleverne være aftenens værter. Udover værtsrollen har eleverne påtaget sig tjansen med at lave en quiz om sangeren som opvarmning for plejehjemmets beboere:
”Det er spændende at lære, hvordan man samarbejder og involverer alle gruppens medlemmer i et projekt, så vi alle bidrager til, at aftenen bliver en succes. Derudover er det anderledes og lærerigt at komme på besøg på plejehjemmet og møde personale og beboere, som vi jo ikke kender på forhånd,” siger David Mølgaard Rasmussen.

 

Ungdom skaber liv og glæde
Koncerten med Dario Campeotto finder sted på plejecenter Tirsdalen. Stedet har tidligere samarbejdet med skolen om nogle arrangementer:

”De unges tilstedeværelse skaber liv og glæde på plejehjemmet. Derudover er mødet mellem ældre og yngre med til at nedbryde fordomme om hinanden. Nogle af de ældre kan måske have den opfattelse, at de unge er krævende og larmende. De fordomme falder til jorden, når de møder de unge og oplever, hvor søde og aktive de er, ” forklarer Susanne Tvede, centerleder plejecenter område Syd.

Fakta
Koncerten med Dario Campeotto finder sted torsdag 25. januar på Plejecenter Tirsdalen.

Eleverne på Tirsdalens Skole er tilmeldt Randers Ungdomsskoles Mini Projektleder Uddannelse, MPU.
Uddannelsen tager et år, og giver eleverne indsigt i teambuilding, innovation, projektforståelse og evaluering.