Oldtidens mennesker og deres liv er under lup, når Museum Østjylland inviterer til en times tidsrejse tilbage til oldtiden onsdag den 31. januar

Det er arkæolog og overinspektør Ernst Stidsing, der er rejsefører rundt i museets nye oldtidsudstilling ”Livet ved Fjorden” og fortæller om stenalderfamiliernes slidsomme og barske liv. Man kan også høre om, hvordan døden var nærværende hver eneste dag i oldtiden for menneskene omkring fjorden.

Ernst Stidsing viser rundt og fortæller om de unikke fund, der giver os nutidsmennesker viden om oldtidens mennesker og deres liv omkring fjorden.

 

Fjordbred med fugt og myg
Turen i tidsmaskinen tager os blandt andet tilbage til en tid, hvor der om sommeren var masser af føde at hente for en stenalderfamilie, der om sommeren for 6.000 år siden boede ved Randers Fjord. Hytten, de boede i, har ligget ved fjordbredden nær det sted, hvor Daka i dag har deres fabrik.
Om livet ved den frugtbare fjord i jægerstenalderen fortæller Ernst Stidsing:

”Vel har der været nok af mad at hente på fjorden og i urskoven, men menneskene har også skullet tåle sværme af myg i sommerens fugtigvarme. Og når efterårets kulde satte ind, har den fugt og kulde, der trængte ind gennem hyttens tynde vægge og dårligt isolerede gulv, også sat grænser for velbehaget!”

 

Det døde barn i mosen
Livet i jernalderen var til tider også barsk og ubarmhjertigt. Det viser resterne af de to kvinder, som i århundrederne før vores tidsregning blev ofret til guderne, som man kan opleve i museets nye oldtidsudstilling.
Her ligger også skelettet af et lille jernalderbarn, der nok en efterårsdag er faldet i landsbyens tørvegrav og derefter er omkommet af kulde.

”Det var hjerteskærende at se skelettet af et lille barn dukke frem af jorden. Det var jo ikke vanskeligt at forstå den sorg, som forældrene må have følt, da barnet ikke kom hjem ved aftenstid,” fortæller Ernst Stidsing, der selv gravede skelettet frem i mosen ved Bjerregrav.

I jægerstenalderen cirka 4.000 fvt. har menneskene nær Virring skalperet deres medmennesker! Sandsynligvis har de også spist kød fra deres overvundne fjender for derigennem at få noget af deres mod og styrke.
Disse og mange andre spændende historier fra museets nye oldtidsudstilling ”Livet ved Fjorden” kan man høre til omvisningen 31. januar klokken 16 – 17 på Museum Østjylland, Kulturhuset.
Billetter kan købes på museumoj.dk. Max. 20 personer