Langå IK får et turbulent 2018 – men det ender godt

De gamle omklædningsrum og det gamle klubhus er ved at blive revet ned. Nyt skal bygges, og på sigt får Langå IK fantastiske forhold, men i byggeperioden er der udsigt til store omvæltninger og måske også problemer. Men det ender alt sammen godt…

Når man piller det gamle ned, er der ingen mulighed for hverken omklædning eller bad.

”Og vi kan ikke byde modstandere, at de ikke kan hverken klæde om eller bade,” siger træner Karsten Sveigaard, der skal til at finde alternative løsninger.

Kampene kunne spilles et andet sted med omklædningsrum og bad, men…

”Vi får mange point på denne hjemmebane, så vi vil være kede af at skulle flytte,” siger Karsten, der som løsning kan se, at man eksempelvis klæder om og bader andetsteds – f. eks., i Houlbjerg, og så spiller kampene som man plejer i Langå.

På det sportslige plan er Karsten tilfreds, hvis man kan holde sig i serie 2 i foråret.

”Vi blev nr. fire i efterårsturneringen, og det var tilfredsstillende. Det vil det også være, hvis vi kan stabilisere os i serie 2,” siger Karsten, der ved nytårsappellen i lørdags skrev fodboldhistorie i Langå IK.

Der var nemlig hele 41 mand til appel, og det er rekord i klubbens historie.

Blandt de mange ansigter var en del unge, idet Karsten Sveigaard og seniorafdelingen har fået et helt kuld U-19-spillere op.

”Det drejer sig om i omegnen af 15 unge mennesker, hvor jeg forventer og håber, at et par stykker eller tre af dem kan bide sig fast på førsteholdet,” siger Karsten Sveigaard, der på spillerside i forhold til i fjor kun mangler assistenttræner Svenne Poulsen, der er tilbage i barndomsklubben Randers Freja nu som U 17-træner.