I weekenden 24-25. februar er der Kræmmermarked i Arena Randers med hele 150 stande

Selv i dag hvor man kan finde en masse gode tilbud online på webshops, så er der bare noget helt specielt ved at gå på et kræmmer- og loppemarked.

“Det er jo oppe i tiden og tiltrækker rigtigt mange mennesker i alle de byer, vi kommer til. Der kommer både dem, som målrettet går efter at finde “guldet”, og så er der dem, som synes, det er lidt hyggeligt at snuse lidt rundt for at se, om der kunne være noget for dem. Det er jo en lidt anden oplevelse end at gå i storcenteret. Så vi oplever en meget blandet målgruppe,” siger Jakob Hansen.

Han driver firmaet JH arrangementer, som er arrangør af det store marked.

Jakob Hansen er ikke i tvivl om, at der er noget for enhver smag, når han åbner døren til Arena Randers lørdag morgen.

“Det er et marked, hvor man har mulighed for at gøre gode køb og finde helt unikke loppefund, fordi vi har mange private standholdere med, som har ryddet op på loftet og i kælderen. På udstiller-listen er der også antikvitetshandlere med, som kommer med meget unikke gamle ting,” siger Jakob Hansen.

Både for de unge og de gamle
I dag findes der flere nytænkende koncepter inden for genbrug og gamle sager. Men det har man ikke mærket hos JH Arrangementer, der har 15 weekender med karavanen i denne vintersæson, der går fra oktober sidste år til og med marts i år.

“Der er jo kommet flere af de her reolbutikker, hvor udstillerne ikke selv behøver at stå og bruge deres tid. Men vi har ikke mærket det, for vi kan stadig fornemme, at det med at stå og handle med hinanden frem og tilbage, det er det, som folk stadig gerne vil have. Det vil aldrig gå af mode. Der er bare en anden stemning på et stort kræmmer- og loppemarked til forskel fra at gå ind i en butik,” forklarer Jakob Hansen.

Hvis man tror, at det kun er den ældre generation, der tropper op, så tager man grueligt fejl. De unge er vilde med at finde billige, spændende og trendy ting, som ville have kostet en mindre formue i en forretning.

“Her i vinterperioden er indendørsmarkeder særdeles populære. Man kan tage på marked indendørs i en opvarmet og lys hal og nyde en kop kaffe, en øl og et bid brød,” siger Jakob Hansen.

Han mener derudover, at det stigende besøgsantal til de mange indendørs markeder også skyldes de mange tv-programmer om antikviteter og gamle ting, som ansporer rigtig mange mennesker til at besøge de store indendørs markeder.

Kræmmer- og loppemarkedet i Arena Randers er åbent lørdag og søndag 24.-25. februar klokken 10-16, og der tages entré ved døren.