Fra larm til ved omklædning til total tavshed i kamp

Høreapparater er forbudt i håndbold for døve. Det betragtes på lige fod med doping, så folk, der uden høreapparat ikke kan høre en lyd, kan få problemer, hvis man som 19-årige Troels Karn vil spille håndbold på serie 1- og landsholdsniveau. Landshold ganske vist for døve, men alligevel.

Ja, det kræver god intuition.

Og jo, det er da lidt skræmmende i omklædningsrummet med høreapparat at kunne høre alt for så derpå lægge høreapparatet og gå ud i en hal, hvor du intet kan gøre trods muligvis masser af tilskueres råben og skrigen. ”Det er lidt skræmmende,” erkender Troels, der – selv uden høreapparat kan høre lidt, mens andre på holdet absolut intet kan høre.

Hvordan i alverden kommunikerer man så i forsvar eller aftaler angrebsåbninger? Det er der da sagtens råd for…

”Med hensyn til angrebssystem er der indøvet tegnsprog, og så ved alle, hvad de skal,” siger Troels, der også har svar på rede hånd, når snakken går om forsvaret, hvor man med f.eks. Mikkel Hansen og brødrene Toft på det ”rigtige” landshold tydeligt fornemmer verbal kontakt.

”Hos os foregår det ganske naturligt på en anden måde. Det kan ske ved et skub til sidemanden, et tag i eller slag på hans skulder eller ved at trampe på en bestemt måde i gulvet,” forklarer Troels og erkender samtidig, at det ikke lige er noget, man lærer på en enkelt træningssamling.

Troels er noteret for fire landskampe i de 18 måneder, han har været tilknyttet døvelandsholdet.

Dommerne kunne også set udefra komme i vanskeligheder, for der kan jo sagtens være situationer, hvor spillerne ganske enkelt ikke kan høre fløjten og spiller videre eller løber en kontra færdig og hamrer bolden i nettet, selvom der er fløjtet fem sekunder forinden.

”Men det er ikke det store problem. Dommerne er selvfølgelig altid underrettet om situationerne og bliver bedt tage hensyn, siger Troels, der i lighed med alle andre omkring landsholdet forsøger at skaffe penge til deltagelse i EM 2020.

”Det er endnu ikke bestemt, hvor EM skal afvikles, men vi skal have fundet mange penge for at realisere turen. Men vi gør alt det, vi kan for at skaffe pengene,” siger Troels.