Svend Brinkmann og Imran Rashid er to af tidens mest varme fortalere for, at mennesker har brug for at koble fra den digitale informationsstrøm og stå fast på det, der er giver livet mening og indhold

Onsdag 21. marts inviterer Randers Kommune til gratis foredrag med de to forfattere. Formålet er at fremme mental sundhed. Har du et barn, der helst tilbringer sin tid med næsen iPad’en og ikke gider spille Uno med dig? Måske din teenager tildeler sin smartphone mere opmærksomhed end vennerne fra skolen?

Ifølge professor i psykologi Svend Brinkmann og læge Imran Rashid er det ikke sundt for mennesker at leve halvdelen af livet online.

“De to foredragsholdere har spottet et centralt tema, som handler om, hvordan vi mennesker bruger den tid, vi har her i livet. Når vi at være sammen med vores kære, eller har vi for travlt med at komme videre til næste projekt eller næste facebookopdatering? Vi synes, det er en vigtigt debat, og derfor vil vi gerne give borgerne i Randers tilbuddet om denne foredragsaften,” udtaler Erik Mouritsen, direktør for sundhed, kultur og omsorg.

Frygt for at gå glip
Svend Brinkmann står bag bestselleren “Stå fast”, som han siden fulgte op med “Ståsteder”. I sin nye bog “Gå glip” fuldender han trilogien med en undersøgelse af, hvordan vi skal indrette os for at kunne stå fast på det, der er væsentligt og meningsfuldt.

“Når man står fast på noget, så går man glip af noget andet, men det er blevet svært, fordi der findes en udbredt frygt for at gå glip af noget i vores samfund,” siger Svend Brinkmann, psykolog og professor i psykologi.

Svend Brinkmann fortæller i foredraget om, hvordan mådehold og det at gå glip af noget ikke bare er en nødvendighed i en grænseløs udviklingskultur, men også er en indre del af et godt liv.

En mental miljøkatastrofe
Den anden foredragsholder er læge og forfatter Imran Rashid, som holder oplæg ud fra sin bog “SLUK – kunsten at overleve i en digital verden”. Hans mission er at give tilhørerne redskaber til at kunne modstå det, som han kalder det 21. århundredes største mentale miljøkatastrofe.

“Mennesket skal lære at koble fra, fordi vi ikke er skabt til at kapere og bearbejde så megen information, som vi på daglig basis udsættes for. Derfor er det vigtigt at lære at identificere og forebygge denne digitale forurening og i stedet opdage sine egne tanker,” siger Imran Rashid.

Imran Rashid mener, at tidens udvikling ikke er sund for vores biologiske, psykologiske eller sociale behov som mennesker. Hans tese er, at digitaliseringen, som den ser ud i dag, ikke i vores interesse, men udelukkende skabt for at bruge menneskelige opmærksomhed som en kommerciel vare, der efterlader os med hullede sind ude af stand til at prioritere eller forpligte os til ting der er vigtige for os.

“Man er derfor nødt til at lære at trykke på den knap, der hedder SLUK, da man ellers risikerer at Gå Glip af de vigtige Ståsteder, der vil kunne få dig til at Stå Fast,” siger Imran Rashid og opsummerer på denne måde præcis, hvad man kan forvente af foredraget.

Arrangementet foregår i Værkets store sal onsdag 21. marts kl. 18.00 – 21.00.

Billetterne er gratis og kan bestilles og afhentes på Værket.