Fredag den 23. marts afholdes dette års Team Rynkeby Skoleløb, og i år går de danske bidrag fra løbet til Børnelungefonden.

Løbet finder sted i hele Norden, og i Danmark deltager 109.000 elever fra 340 danske skoler – heraf 10 skoler i Randers og omegn.

Og de mange elever, som løber for den gode sag, kommer til at gøre en stor forskel, fortæller Birgitte Skøtt Lenstrup, der er kommunikationschef i Lungeforeningen og for Børnelungefonden.

“Mange bække små gør en stor å, og i det store billede kommer det jo til at betyde en donation fra Team Rynkeby Skoleløbet, som vil gøre en forskel for de her lungesyge børn og deres familier, som jo lever et meget udfordret liv, siger hun.