Selvom termometeret længe har stået langt under nul punktet og færgen Ragna har været indefrosset i færgelejet – så er der masser af varme, når de frivillige i Café Færgehuset slår dørene op for sæsonen

Det er kalenderen, der bestemmer, hvornår der er sæsonstart. Derfor bliver det som altid skærtorsdag, der i år falder 29. marts, der bliver første åbningsdag. Her er caféværterne klar med servering af kaffe, hjemmebagte boller med smør, kringle samt den berømte mormor lagkage.

Traditionen tro fejres åbningen med en påskeudstilling. Denne gang med årets lokale kunstner Kurt Poulsen, Øster Tørslev, der bl.a. har udstillet i Nørhald Kunstforening 2017.

Kurt Poulsen er kendt for sine fine fuglemotiver og anden inspiration fra naturen. Der er fernisering Skærtorsdag kl. 13.00

“Vi glæder os til igen at hilse på alle de glade gæster, her i blandt de mange kendte ansigter, der flittigt aflægger os besøg”, siger Grethe Schnell, der er en af de frivillige i Mellerup.

Igen i år er der åbent i alle helligdage og weekends fra kl. 13-17 frem til ca. 1. september, lyder det fra caféværterne, der desuden glæder sig allerede nu, til at kunne servere udendørs med godt vejr,- og hygge om gæsterne, når de følger færgen Ragnas sejllads frem og tilbage over fjorden.

Med tilbageblik på 2017 tegner det til igen, at blive en forrygende sommersæson.

Derfor kan man allerede nu se, at man kan bruge nogle ekstra frivillige hænder i det gode kammeratskab og sammenhold, der er blandt caféens ca. 25 værter. Samtidig er man med til at skaffe penge til gode formål til glæde for borgerne langs med Randers Fjord.

I 2014 blev handicapmolen ved færgelejet indviet, så kørestolsbrugere kan komme helt ud til vandkanten.  I 2017 blev belysningen på kirkestien ved Mellerup Sognekirke etableret, udelukkende via overskuddet fra Café Færgestedet.

Det er ottende gang at Café Færgestedet slår dørene op.