Kl. 12.45 falder dommen i den meget omdiskuterede sag om afsættelse af udvalgsformænd tilbage i 2015. Velfærdslisten, de konservative og Beboerlisten kalder handlingen for politisk udrensning

 

I dag, torsdag 5. april kl. 12.45, afgør Retten i Randers, om det var ulovligt, da Venstre og Dansk Folkeparti brød alle aftaler og fjernede Overmark, Madié og Fuhr fra deres formandsposter.

Var det ulovligt, da et snævert flertal i Randers Byråd i juni 2015 ændrede udvalgsstrukturen, så de kunne fyre Bjarne Overmark (Beboerlisten), Daniel Madié (Konservative) og Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) som udvalgsformænd?

Efter tre dages retssag, hvor både den forhenværende og nuværende borgmester og den tidligere kommunaldirektør blev afhørt i vidneskranken, og otte ugers tænkepause til de tre dommere, fælder byretten nu dom i Randers-sagen.

Men det er ikke kun i Randers, at politikerne venter i spænding. Også i Slagelse venter de. Her kan sagen nemlig få afgørende betydning for samme manøvre, som borgmester John Dyrby Paulsen (Socialdemokratiet) og viceborgmester Villum Christensen (Liberal Alliance) netop har udsat Venstre og Dansk Folkeparti i Slagelse for.

Når dommen er faldet, er det aftalt, at sagsøgerne drøfter dommen med Knud Vincents med særlig fokus på den parallelle sag i Slagelse.