Region Midtjylland skal søge om at blive hjemsted for et børnehospice med fire pladser i Vestdanmark, som skal placeres på Fenrishus i Aarhus.

Det anbefaler regionens hospitalsudvalg, og har dermed set bort fra blandt andet Hospice Djursland og Hospice Limfjord i Skive. Fenrishus er en institution for svært multihandicappede børn.

   – Når vi vælger at pege på Fenrishus, så er det ud fra at det har en placering tæt på børneafdelingen i Skejby. Det ligger tæt på det palliative team.  De har stor erfaring med børn, og så er det også det sted, hvor der er de laveste udgifter for regionen til etablering og drift, siger udvalgsformand Henrik Gottlieb Hansen fra Randers.