En 37-årig mand fra Randers blev i går idømt halvandet års fængsel for tre forsøg på røveri i januar ved butikken ABC-lavpris i Randers.

Det var den 16. januar kl. 14.20, at den 37-årige mand gik ind i butikken på Hobrovej. Her henvendte han sig til en ekspedient og truede med at skyde hende, hvis hun ikke gav ham penge fra kassen. Han måtte dog opgive sit foretagende, da der kom andre medarbejdere til.

På p-pladsen uden for butikken fortsatte manden sit kriminelle foretagende. Det gik først ud over en 16-årig pige, som han truede med at stikke i maven med en kniv, hvis hun ikke hævede nogle penge til ham. Igen blev hans plan forpurret, da en mand fattede mistanke til, at kvinden var i fare og hjalp med at lede hende væk.

Til sidst gik den 37-årige hen til en 41-årig kvinde, der stod ved sin bil. Han holdt den ene hånd i lommen for at lade som om, han havde et våben og truede med at skyde og stikke hende, hvis hun ikke gav ham penge.

Det lykkedes kvinden at flygte ind i bilen og køre fra stedet.

Da politiet kom frem, var manden væk, men vidneudsagn og forklaringer ledte politiet til en lejlighed i området, hvor den 37-årige mand sad hos en bekendt. Manden har efter al sandsynlighed ikke haft et våben på sig under røveriforsøgene, men blot fingeret at han var i besiddelse af en kniv eller pistol.

Den dømte mand er tidligere kendt for lignende kriminalitet, hvilket også spillede ind på dommen i går i Retten i Randers.

– Jeg er tilfreds med, at retten fulgte min påstand om straf, og også vurderede, at det var ekstra skærpende for straffen, at han tidligere var dømt for røveri og vold, siger anklager Jakob Beyer.

Manden erkendte røveriforsøgene og ankede ikke dommen.