Et drab begået på åben gade i Randers med en maskinpistol har i Højesteret udløst en straf på fængsel i 15 år.

Landets øverste domstol afviser i dag at nedsætte den straf, som Vestre Landsret tidligere idømte den 23-årige gerningsmand.

Han havde bedt om at få mildnet landsrettens afgørelse og om i stedet at få den normale straf for drab, som er fængsel i 12 år.

Det har også betydning, at den 23-årige desuden deltog i et groft overfald på en mand i Tilst. Her blev offeret stukket med en saks eller noget lignende og skudt i sit ene ben.

Skyderiet skete en aften i februar 2016 i det sydlige Randers.

En 26-årig mand stod på gaden og blev ramt af seks skud fra maskinpistolen. Senere afgik han ved døden på grund af skaderne. Inden da nåede han at betro sig til sin mor og sin kæreste om gerningsmanden.