Der var ikke flertal i byrådet mandag aften til at anke dommen, hvor Kasper Fuhr Christensen, Bjarne Overmark og Daniel Madié vandt en sag over Randers kommune om den famøse omkonstituering i 2015

De involverede parter fra Velfærdslisten, Beboerlisten og De konservative blev sendt udenfor døren, da de ved en afstemning blev erklæret inhabile. Men det var under protest fra Daniel Madié fra de konservative.

”Jeg undrer mig over, at vi er de eneste, der er inhabile. Hvorfor så ikke den modsatte part?”, spurgte han, inden han blev sendt udenfor døren.

Også Mogens Nyholm fra de radikale undrede sig.

”De tre herrer har været med til at drøfte sagen indtil nu, uden at blive sat udenfor døren, så jeg undre mig over, at de pludselige er inhabile”, sagde han.

Talerlisten var lang og flere fra de berørte partier var lodret uenige med blandt andet socialdemokraterne, der stemte for at lade sagen falde til ro, så skatteborgerne ikke ville få unødige udgifter til mere advokatbistand.

En af de Venstrefolk der var imod, var Jens Peter Hansen. Han mener ikke, at sagen er afsluttet

”Vi skylder Randers at anke denne sag. Vi skal have højere instanser til at kigge hele sagen igennem. Hvordan kan ikke saglige argumenter vinder over saglige argumenter, som der blev sagt i dommen”, spurgte han.

Henning Jensen Nyhuus fra socialdemokraterne mente heller ikke at sagen var helt entydig med dommerstemmerne 2-1, og alene derud fra mente han godt, at man kunne anke sagen.

”Men for skatteborgerne skyld mener jeg, at vi skal lade sagen ligge. Randers har ikke brug for flere sager”, sagde han ved byrådsmødet mandag

Sagen ankes ikke med stemmerne 19 for ikke at anke, 12 imod (Venstre og DF).