Rummelighed og velvilje viste vejen for 800 flygtninge, der siden er blevet til Randers-borgere. Det fortæller ny bog

 

Hvor truet skal man føle sig, inden man træffer beslutningen om at blive flygtning? ”Jeg tog ikke andet end min håndtaske med,” fortæller en af interviewpersonerne i bogen ’25 år efter – En beretning om exjugoslaverne i Randers’. For hvem kan forestille sig, aldrig at skulle vende hjem igen?

Mere aktuelt end nogensinde giver denne bog mulighed for at sætte sig ind i, hvilke overvejelser helt almindelige mennesker, som alle, måtte gøre sig i starten af 90’erne i det dengang krigshærgede Ex-Jugoslavien. Og derfor satte Underværket sig for – med næstformand Svend Thøgersen i spidsen – at beskrive livet for disse flygtninge, her 25 år efter de kom til byen:

“Det er vigtigt for byens selvtillid. Det er jo efterhånden en yndet sport at gøre os til bonderøve ude omkring i landet. Så vi skal glæde os over, at her er noget, vi har gjort godt – og så er det en god historie”, siger han.

Ægtepar blev i flugten fra Jugoslavien skilt fra hinanden og først genforenet år senere, nogle strandede i flygtningelejre i flere år – omkring 800 mennesker kom i perioden fra 1993 og fem år frem til Randers, hvor de fleste i dag har etableret sig med familie og job.

“Det var overraskende for mig hvor mange, der egentlig stadig bor i Randers. Så hvorfor besluttede de sig for at blive, kunne jeg godt finde tænke mig at finde ud af”, siger Svend Thøgersen.

“Og jeg synes, det er en god historie, at så mange fremmed kommer til en stor by, og det er sket i fraværet af nogle problemer overhovedet. Og hvad skyldes det så? jo det er min påstand at randrusianerne er mere åbne i forhold til fremmede. En sådan integration kommer heller ikke af sig selv, og jeg mener at politikerne og embedsmændene på det tidspunkt, viste stor mod og initiativ til at få tingene til at ske”.

 

Parallel til i dag

Bag bogen står Underværket der i 1998 blev etableret som et Urban Pilot Projekt i EU nu på 20. år arbejder med integration. Leder Poul Jeberg siger:

“Der ligger mange gode historier her. De blev integrerede og har slået sig ned i byen. De er den største etniske gruppe der er kommet til byen, og det fortjener en historie”, siger Poul Jeberg.

”Denne integrationshistorie er vigtig at fortælle. Dagligt er der i medierne fokus på indvandrere, der ikke lykkes, der ikke lærer sproget m.m. Tonen er skinger og budskabet ensidigt. Det ønsker vi med denne bog at gøre op med. Det var også meget overvældende, da de kom til byen, så man kan godt drage en parallel til det, vi ser i dag med syrerne. Men det lykkedes rent faktisk for dem, at blive en del af byen.”

I Randers er der en stærk tradition for at byde fremmede velkommen, det er en by med mere end 90.000 indbyggere, stort set uden at være end del af ghetto-debatten, påpeger han.

Man regner med at der i dag bor cirka 1.000 ex-jugoslavere i byen.

 

Personlige skæbner

Bogen er baseret på ni personlige fortællinger om at flygte fra sit hjemland og blive integreret i det danske samfund, nærmere bestemt i Randers.

Naza Grabic på 44 år kom først til Randers da krigen var slut i 2000. Men før det havde hun sammen med sin familie været flygtning i sit eget land i otte år. Hun fortæller sin historie i bogen.

Naza Grabics familie kom først til Sandholmlejren og derefter videre til Avnstrup ved Roskilde. Hun blev anvist med familien til flygtningelejren på Randers Kaserne og fik derefter lejlighed i Nordbyen. Der har familien boet lige siden.

“Danskerne har taget rigtig godt imod os. Også selvom vi er muslimer. Jeg tror, det er fordi vi også er europærer, og vi ligner jer”, siger Naza Grabic.

“Men vi har også nemmere ved at tilpasse os, tror jeg, fordi vi er fra Europa, vi ligner hinanden. Når jeg har snakket med flygtninge fra Somalia eller de arabiske lande, tror de ikke på, at det vil lykkes 100 procent. Der kan jeg se en forskel”, siger hun.

Hun synes, danskerne har vist et stort mod ved at tage imod så mange flygtninge på én gang, og hun er glad for at få mulighed for at skabe sig et helt nyt liv her i Randers.

“Da vi boede på kasernen, var der lidt ballade med nogle unge der stjal cykler. Og der blev sagt ude i byen at hvis man havde mistet sin cykel, kunne man finde den på kasernen. Men der er jo altid kriminelle, lige meget hvor du er”, siger hun.

Hun har ellers ikke hørt negative kommentarer fra danskerne, ud over at en af hendes lærer på sprogskolen sagde til hende: “Nå jeg troede ikke der var normale mennesker på kasernen”.

Hun synes, at randrusianerne har taget godt imod hende, og hun er altid blevet behandlet godt. Hun er glad for at have skabt sig et nyt liv i Danmark med mand og to børn – den ældste datter lider af infantil autisme, og kan her i landet få den rette hjælp. Derfor går Naza hjemme og passer hende 25 timer om ugen.

“Den mulighed ville vi ikke have i Bosnien, så jeg er meget glad for Danmark og Randers”, fortæller Naza Grabic.

 

En af de første

Luan Haskaj er en af de første, der kom her til landet fra ex-jugoslavien. Han var blot 17 år – det er i disse dage 27 år siden.

“Det har været nemt for mig at komme her, selvom kulturen er anderledes. Men jeg var omstillingsparat og vant til at tilpasse mig”, fortæller han fra hjemmet i Gimming, hvor han bor med sin danske kone Dorthe og deres børn.

Han arbejder til daglig med socialpsykiatrien i Psykiatriens Hus. Han har taget uddannelse og skabt sig sit liv her i Randers og kunne ikke forestille sig, at det skulle være anderledes.

“Mit mål var, at jeg gerne ville fremad, og opfylde mine drømme og som kosovoalbaner er det naturligt at integrere sig. Jeg valgte Danmark ud fra, at det var det bedste land. Jeg synes, danskerne er venlige og åbne”.

Og når folk siger til ham – jamen er danskerne ikke racister?, siger han til dem:

“Nej det er de bestemt ikke – selvom der er nogle, men det er der alle steder”.

Han valgte Danmark ud fra det ry vores land har ude i verden – på grund af vores menneskesyn og de menneskelige grundværdier.

“Danmark har det image, at det er ordentlige mennesker og et ordentligt land. Og det synes jeg også det er – jeg er i hvert fald meget glad for at være her”, siger Luan Haskaj.

Han fandt hurtigt danske venner da han kom til landet som en ung knøs. Han var i gang med at finde sin egen identitet, så det var en turbulent tid alene ud fra det. Men han havde drømme og visioner og derfor er det lykkedes for ham.

Han er uddannet traume terapeut og ved hvad der skal til for at opbygge et nyt liv i kaos.

“Der begynder et helt nyt liv, når du som flygtning kommer til et sikkert land, og får tag over hovedet. Du får tid til at reorienterer dig – hvad nu? Du kommer fra et liv med familie, fritid og venner og skal til at genopbygge det hele. Du skal stykke dit eget puslespil sammen ud fra den brik du selv er. Det skal der vilje til at gøre”, mener han.

Han har aldrig oplevet racisme – måske et par gange men det kunne lige så godt bare være fuldemandssnak, mener han.

“Men du må aldrig kæmme alle over en kam – det devaluerer et samfund. Jeg synes tværtimod at danskerne er meget nysgerrige på hvad, og hvor jeg kommer fra”.

Han har – for at integrere sig – sat sig ind i den danske kulturhistorie og som hans kone siger, så ved han meget mere om Danmark end danskerne.

“Jeg vil gerne forstå det samfund jeg lever i. Jeg vil gerne forstå, hvordan danskerne har bygget samfundet op”.