Indgang A og Blodprøvetagningen på Regionshospitalet Randers blev indviet i sidste uge med borgerne og hospitalsansatte

 

Mandag 23. april fejrede Regionshospitalet Randers, at hospitalet er nået i mål med første etape af sin moderniseringsplan frem mod 2032 med renovering af “den gamle hovedindgang” på Skovlyvej 15, der i dag er omdøbt til Indgang A. Fremmødte gæster og hospitalspersonale blev budt på bobler og kransekage, mens hospitalsdirektør Jonas Dahl og formand for Hospitalsudvalget Henrik Gottlieb Hansen fortalte om renoveringen og næste skridt i hospitalets moderniseringsplan.

“Det er en glæde, at mange er kommet forbi for at fejre de renoverede rammer med os. Vi har i efteråret 2017 renoveret Indgang A, der nu er større, mere lys og brugervenlig. Vi vil også i dag fejre, at vi har indført nye navne og vejvisning på hospitalet, der skal gøre det lettere for borgerne at forstå klinikkernes arbejde og finde frem til klinikker og afdelinger på hospitalet,” fortalte hospitalsdirektør Jonas Dahl i sin åbningstale.

 

Lys og moderne

I efteråret 2017 påbegyndte Regionshospitalet Randers renovering af Indgang A. Efter måneders renovering fremstår indgangen nu lys og moderne – og opgraderet på brandsikkerheden. Informationen er kommet tilbage, nye skilte med vejvisning er sat op, og der er udvidet med et cafeområde til patienter, pårørende og øvrige gæster.

Formand for Hospitalsudvalget Henrik Gottlieb Hansen glædede sig over renoveringens resultat:

“Det har været en længe ventet og tiltrængt renovering, som vi er meget glade for at kunne præsentere resultatet af i dag,” sagde Henrik Gottlieb Hansen, der stod for at klippe det røde bånd under indvielsen, der markerede den officielle åbning af Indgang A.

Henrik Gottlieb Hansen fortalte, at han ser frem til næste skridt i moderniseringen af hospitalet, der inkluderer opførelsen af nye sengeafsnit med flere ensengsstuer til patienter.

Indvielsen omfattede også Blodprøvetagningen, der er flyttet ind i renoverede lokaler, hvor skadestuen tidligere lå. Her er der både mere plads til borgerne og lettere adgang fra parkeringshuset og fra Indgang A. Under indvielsen gav hospitalsdirektøren de fremmødte en rundvisning fra Indgang A til Blodprøvetagningen, hvor de kunne se ny udsmykning, bl.a. en stor plantevæg i indgangen og farverige fotostater på væggene i Blodprøvetagningen fra forestillingen “Watermusic”, der fandt sted i byen i 2017.