Mie Høg Heegard i fornemt selskab i Orlando

Randers-pigen Mie Høg Heegaard, aktiv i Randers Cheerleaders og assisterende landstræner, var kommet i fornemt selskab ved VM i Orlando, hvor man hvert år udpeger ”årets udøver”.
Mie Høg var i sidste uge med i kapløbet om den flotte titel. I alt tre piger blev nomineret, men hæderen tilfaldt desværre ikke Mie, men derimod en australsk deltager.
Men alene det at blive nomineret er en fantastisk præstation og et enormt skulderklap.
Indstillingen foregik sidste år, hvor DAFF – Dansk Amerikansk Fodbold Forbund, som cheerleaderne mærkværdigt nok er tilknyttet – i samarbejde med de to landstrænere Lina og Matjec nominerede Mie.
Mie blev nomineret for sin træningsetik og for sin store motivation for hele holdet, rutine og overskud. Herudover er Mie en fantastisk holdkammerat, så derfor var hun indstillet.
“Mie har fortjent at vinde, både baseret på vores indstilling, men også for hendes præstation her ved VM,” siger forbundets sportschef Lars Carlsen.

Femteplads ved VM

Det danske all-girls-landshold med seks Randers-piger i truppen på 27 besatte femtepladsen ved VM i Orlando.

Det var en gentagelse af sidste års placering, og pigerne havde regnet med og håbet at kunne forbedre den placering, men de var kommet i skrapt selskab og udtrykte efter VM stor tilfredshed og glæde med femtepladsen.

De seks Randers-piger er søstrene Karla og Frida Ditlev Petersen, Ida Ellermann, Marie Sveigaard Jensen, Sara Vassard samt Mie Høg Heegaard.

På finaledagen leverede holdet en virkelig flot rutine, hvor der var roser hele vejen rundt. Selvom man fra dansk side havde håbet at se pigerne i medaljeræset, gik pigernes flotte rutine ikke ubemærket hen.
Sportschef Lars Carlsen mødte ICU’s generalsekretær Karl Olson backstage. Han var iflg. Carlsen meget imponeret over den danske indsats.
”Det er et hold med en spændende fremtid, og niveauet er løftet fra de tidligere år. De har kæmpet for det og vist stort overskud og energi. Jeg glæder mig til at se, hvad de finder på til næste år,” afslutter sportschef Lars Carlsen på Facebook i meldingerne fra Orlando.

Finland besejrede USA

I de sidste mange år har VM i cheerleading været domineret af USA, når der snakkes all-girl-hold.

Men i år fik Finland vippet amerikanerne af pinden og hjemførte VM-titlen med 707.5 point efter et program på meget højt niveau – med USA på andenpladsen med 703.

Derefter var der langt ned til de øvrige:

  1. Sverige 657.5
  2. Canada 652.5
  3. Danmark 640
  4. Norge 632
  5. Mexico 525
  6. Japan 428.5