Mange havde fundet vej til det gratis morgenbord i festteltet på den solrige Kristi Himmelfartsdagsmorgen i går. Folk sad i teltet og udenfor på bænke og nød maden, alt imens livemusik fra scenen spillede i baggrunden. Nu var sommerfesten skudt i gang.

Efterfølgende var der banko i teltet og amerikansk lotteri med mange fine præmier på højkant fra Assentoft og opland. Dagen igennem var fuld af aktiviteter. Diverse fodboldkampe, krolf, samt div. legeaktiviteter fra de kreative spejdere. Både en raftekarrusel og rafte “bord”fodbold på græsset og diverse oppustelige borge fra legeland. Havde man lyst til at skyde, var muligheden der også for det, da Assentoft Skytteforening bød indenfor i skydeteltet, hvor det var muligt at prøve kræfter med luftgevær.

En ting, alle måske bør lære, er førstehjælp, og dette var der rig lejlighed til at lære i førstehjælpsteltet på dukker og på “kan det sige piv, kan du rede liv” hjerter fra Trygfonden. Klokken 15 lød startskuddet på Volk Mølle Løbet, der i år har 40 år på bagen. Et løb hvor der var 3 valgmulighederi form af 1,7 , 5 og 10 km. Henved 500 deltog i løbet i Assentoft, som nu er den andenstørste by i Randers Kommune. Både store, små, ung som gammel, folk med barnevogne, løbevogne, trækvogne, ja selv om man er dårligt gående og sidder på en elscooter med 3 hjul, har det ikke været nogen hindring for at deltage i dette års løb.  En af løbets deltagere, Robert Dalgas, har været med alle årene, løbet har eksisteret og valgte i år at løbe 10 km. Efterfølgende var der afterrun, hvor løbere og tilskuere kunne hygge sig, og samtidigt var der lodtrækning om fine gevinster på startnumrene. Til sidst spillede musikken atter i teltet for festglade mennesker, og dagen sluttede med ølsmagning.

De kommende dage er der mange flere spændende ting på programmet til Sommerfesten i Assentoft

Du kan se mere info på www.sommerfestiassentoft.dk

Tekst og billeder: Janni Hoppe