Moderklubberne udfordrer det randrusianske ligamandskab

 

Seriespillere fra Randers FC’s moderklubber udfordrer onsdag 27. juni det randrusianske ligamandskab, der skal spille fire testkampe inden starten på sæson 2018-2019, der har første spillerunde 13.-16, juli.

Onsdag 27. juni går spillere fra Frejas Danmarksserie-hold, fra Jyllandsserie-holdet Vorup FB, fra serie 1-klubberne Kristrup og Dronningborg samt fra Hornbæks serie 2-hold på banen på Bio Nutria Park.

Holdet er udtaget af Vorup-trænerduoen, brødrene Jan og Mads Iversen, og Mads er sædvanen tro kvik i replikken.

”V i har stillet et meget stærkt hold, og vi går på banen for at slå dem. Jeg ved godt, det lyder vildt, men vi vil under alle omstændigheder drille dem og gøre vort bedste. Det er bestemt ingen showkamp, og i fodbold ved man jo aldrig,” siger Mads Iversen, der kalder den sammensatte trup for et meget spændende hold.
”Nogle kunne godt have forsøgt sig i Randers FC. Der er mange med stort potentiale, siger Mads Iversen.
Og holdet er iflg. Mads Iversen så godt, at det kunne klare sig højkere oppe i rækkerne.

”Nu ved jeg godt, det er urealistisk, men kunne man stille med den af os udsatte trup i turneringskampe, ville holdet efter min opfattelsen kunne klare sig i 2. division. Men det kan jo ikke lade sig gøre. Det ville kræve, at en af moderklubberne trådte ud af Randers FC og derpå samlede alle spillerne. Begge dele er urealistiske, men materialet er godt,” siger Mads Iversen.

Frejas DS stiller med fem mand, Vorup FB med fire, DB med tre og Kristrup og Hornbæk SF med to.
Især det sammensatte holds centerforsvar tegner spændende – 40-årige Chris Sørensen med en anden tidligere ligaspiller Kian Christensen som makker.

I 2015 spilledes en tilsvarende kamp – hos Randers KFUM. Da vandt Randers FC 2-1.

Det udvalgte hold

Randers-holdet består af følgende:

Målmænd: Jeppe Mogensen, Kristrup og Lasse Jensen, DB.

Desuden Emil Kuck og Magnus Søndergaard, DB, Michael Christiansen, Kristrup, Stefan Solberg og Mathias Hansen, Hornbæk, Kian Christensen, Kim Vejrum, Jonas Mogensen og Christian Gjettermann, Vorup FB, Chris Sørensen, Nikolaj Erikslev, Alexander Witting, Jesper Broberg og Patrick Jensen, Randers Freja.

 

Testkampene

Som forberedelse til den kommende sæson skal Randers FC spille fire træningskampe.
Den første spilles på hjemmebane mod Silkeborg IF lørdag 23. juni 12.00.
Den anden er kampen onsdag 27. juni. 19.00 mod et udvalgt hold bestående af spillere fra Randers FC’s moderklubber.
Tredje træningskamp spilles ude mod AaB lørdag 30. juni 14.00.
Den fjerde og sidste kamp spilles ude mod Sønderjyske fredag 6. juli 13.00.
Første ligarunde spilles i uge 28 (13.-16. juli)