To unge mænd fra Randers har sagt op i protest over arbejdsvilkårene hos transportfirmaet Kisser’s Kurer Kørsel i Christiansfeld.

Det skriver Fagbladet 3F.

Den ene har forklaret, at han kørte 19 timer i træk med kun en enkelt tissepause.

Han blev lovet 1.200 kroner per tur men har modtaget 750 kroner i løn for 19 timers vagten.

Hos 3F Randers er transportgruppeformand Jens Laursen rystet over arbejdsvilkårene.

“Det er skræmmende og helt uanstændigt med de arbejdsvilkår. Og meget farligt for trafiksikkerheden,” siger han.

Det er ikke lykkedes Fagbladet 3F at få en kommentar fra Kisser’s Kurer Kørsel.