Tine Götzsche besøger Tronholmparken til årets sankthans-fest lørdag 23. juni. Samtidig bliver bålet måske erstattet af lys, hvis tørken fortsætter

 

Traditionen tro er det en kendt dansker, der skal tale til den store sankthansfest ved bredden til Gudenåen. I år bliver det tilmed en dansker med lokale rødder. Tine Gøtzsche, der er kendt som vært på TV-avisen, voksede op i Langå. Et tilhørsforhold som gør at hun har takket ja til at være årets som årets sankthans-taler i Randers.

“Det er rent faktisk lidt af en ære, at vi kan præsentere Tine Gøtzsche som årets sankthans-taler. Hun er en dygtig og landskendt tv-journalist med rødder i Randers. Det er en spændende kombination, og jeg ser frem til en spændende og nærværende sankthans-tale,” siger eventchef Mette Bertelsen.

Danskerne kender Tine Gøtzsche fra tv-skærmen, hvor hun også er kommentator på danske og internationale begivenheder, som folketingsvalg og royale fødselsdage. Hun har arbejdet i DR siden 1996, hvor hun startede med at lave Temalørdag på DR2. Senere gik turen til DR Nyheder først på TV-avisens udenlandsredaktion, inden hun blev fast vært på DR2 Udland, og fra 2010 vært på TV-avisen.

Den kendte tv-journalist går på scenen lørdag 23. juni kl. 21. Midsommersangen ledsages musikalsk af det randrusianske band Heya, som desuden vil give flere numre fra deres repertoire. Arrangementet i Tronholmparken begynder klokken 20.

Da der på grund af den tørre sommer stadig er forbud mod brug af åben ild, arbejder arrangørerne på et alternativ til det traditionelle sankthansbål. Det bliver i stedet en eller anden form for lys, der bliver tændt på Tronholmen – medmindre afbrændingsforbuddet når at blive ophævet.