Der kan gå længere tid, end man måske lige tror, før nattens fest er ude at blodet igen. Det måtte en 34-årig kvinde sande, da hun i går kl. 13.00 blev standset i bil på Tørvebryggen ved Randers Regnskov i Randers C med tre børn på bagsædet. En bilist, der havde kørt bag hende over en længere strækning, bemærkede, hvordan hun flere gange var ved at påkøre skilte, helleanlæg og andre biler.

Anmelderen fulgte bilen, så det lykkedes en patrulje at støde til ved Tørvebryggen. Her deltog kvinden i en alkometertest, og den viste en promille på mere end det tilladte. Hun blev derfor sigtet for spritkørsel, hvilket hun erkendte. Kvinden forklarede, at hun havde været i byen til kl. 5.00 og ikke vidste, hvor meget hun havde drukket.