Østjyllands Politi fremstillede i dag kl. 10.00 en 25-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Randers. Hun sigtes for brandstiftelse på sin lejlighed i Grenaa natten til torsdag. Lejligheden blev brand- og sodskadet, men ingen personer kom til skade ved branden. Da branden var opstået, flygtede kvinden ifølge sigtelsen fra lejligheden uden at alarmere brandvæsen, politi eller naboer. Først senere fik politiet et opkald fra et familiemedlem om, at der var noget galt. Kvinden blev anholdt samme nat og sigtet for brandstiftelsen.