En af de alvorlige alarmer gik fredag aften ved 23-tiden hos Beredskab og Sikkerhed Randers. Der blev meldt om brand i etageejendom i Vestergade i Randers, skriver Amtsavisen.

Det viste sig dog at være et harmløst batteridrevet lys, der var tændt. Skæret fra lyset, bag en nedrullet persienne, fik en genbo til at tro, at der var brand i lejligheden.

“Det så sådan ud. Men det var der heldigvis ikke,” fortæller beredskabsinspektør Niels Henrik Nielsen, Beredskab og Sikkerhed Randers.

Beredskabet kontaktede hyggebelysningens ejere for at sikre sig, at der ikke var noget galt, og derefter kunne mandskabet kunne trille hjem igen.