I landets fængsler er der massiv mangel på fængselsbetjente, hvilket blandt andet skyldes, at der i 2018 for første gang i en årrække ses en stigning i antallet af indsatte.

Og flere indsatte betyder behov for mere personale.

Derfor afholdt Kriminalforsorgen onsdag aften et orienteringsmøde i Randers, som skal skabe opmærksomhed omkring uddannelsen og jobbet som fængselsbetjent.

“Jeg håber, at vi er i stand til at sælge jobbet, således at vi kan få unge mennesker tiltrukket til jobbet som fængselsbetjent,” siger Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet til TV2 ØSTJYLLAND.