Mindre end to måneder efter, at to unge mænd blev anholdt for grov vold, får de dom ved Retten i Randers. De to på 17 og 19 år blev sent i går eftermiddag dømt for et voldeligt overfald begået d. 2. juni under Rosenholm Festival i Hornslet.

Østjyllands Politi var igen i år til stede med flere betjente under Rosenholm Festival, der fandt sted i juni. Her anmeldte to unge mænd, at de netop var blevet udsat for et umotiveret overfald af to ukendte gerningsmænd. Begge var ifølge tiltalen blevet overfaldet med slag, og den ene blev derudover nikket skaller og sparket og trampet på, mens han lå ned. Derefter var de to gerningsmænd stukket af.

Med hjælp fra vidner lykkedes det dog alligevel at anholde den ene formodede gerningsmand, der stadig opholdt sig i området. Her blev han sigtet for grov vold. De følgende ugers efterforskning viste hurtigt, at den 17-årige havde begået overfaldet sammen med sin storebror på 19 år, der blev eftersøgt, anholdt og sigtet.

De to har siddet varetægtsfængslet, siden de blev fremstillet i grundlovsforhør, og i går eftermiddag fik de så dom ved Retten i Randers. Her blev den 17-årige idømt otte måneders ubetinget fængsel, og den 19-årige idømt 10 måneders ubetinget fængsel. Begge domme sker efter, at straffen for grov vold blev skærpet med en tredjedel den 1. maj tidligere i år.