Der opstod i formiddag brand i virksomheden Dansortering på Ørneborgvej 21 i Randers. Der er voldsom røgudvikling fra branden, og beredskabsdirektør Kasper Sønderdahl fra Beredskab og Sikkerhed opfordrer i den forbindelse borgere i nærheden til at lukke døre og vinduer.

 

– Jeg er sikker på, at borgerne i Randers vil kunne se en ret kraftig røgudvikling. Lige nu er der sat et slukningstog på opgaven, og der er hentet et slukningstog mere. Mange vil også vide, at vi har haft travlt her til morgen med brand; først  i Assentoft og nu det her. Så vi gør det, at vi hele tiden flytter rundt på vores beredskaber, sådan at vi kan lave en forsvarlig dækning af vores slukningsområde, siger han.

 

Østjyllands Politi skriver om branden på Twitter:

 

– Vi er ude til endnu en brand på Ørneborgvej i Randers SØ. Ild i en lagerhal i industriområde. Ingen personer kommet noget til, og brandvæsenet er på stedet. Ørneborgvej og Kristrup Engvej er begge spærret fra Grenåvej pga. røg.

 

Genbrugspladsen på Ørneborgvej er midlertidigt lukket grundet branden.