Sommerferien er ved at være forbi, og for de fleste børn er det tid til at finde skoletasken frem igen – eller måske købe en ny. Arnold Busck i Rådhusstræde tager med glæde mod alle tasker

 

For udsatte og trængte børnefamilier kan det være svært at finde penge og overskud til at købe ny skoletaske, penalhus og glitrende bogbind. Derfor gentager Arnold Busck og Red Barnet sidste års succes med at indsamle brugte skoletasker til glæde for udsatte børn.

Sidste år blev der i Randers samlet 67 tasker ind og allerede nu ved redaktions afslutning var der 20 tasker samlet ind. Da avisen var på besøg kom netop den 20. taske ind – afleveret af 11-årige Thea Kjær Kristensen, der skal i 5. klasse på Hobrovejens skole.

“Jeg synes, det er godt at andre kan få glæde af tasken”, siger hun.

“Jeg ved godt, at den stadig er god og kan bruges, men jeg trænger til en ny”, fortæller hun.

Og det er en fin taske, hun kommer med. Den ser helt ny ud og kan holde mange år endnu med den rigtige ejer.

Men det er ikke alle børn, der kan tænke som Thea. Mange må nøjes, fordi der ikke er penge til at købe nyt til hvert skoleår.

Christian Wase Petersen der er ansvarlig for projektet hos Arnold Busck er glad for at så mange randrusianere har taget imod det nye tiltag.

“Jeg er stolt over at arbejde hos et firma, der tager et socialt ansvar”, siger han.

“Og jeg er glad for at så mange børn synes at deres tasker sagtens kan bruges i nogle år endnu”, siger han.

“Alle tasker bliver samlet ind og solgt til rimelige beløb i Red Barnets butikker over hele landet. Nogle bliver måske vasket før gensalg, men fælles for alle tasker er at de genererer et overskud der kommer børn til gavn i hele Danmark – også Randers”, fortæller Christian Wase Petersen.

 

Populær indsamling

Sidste år indledte boghandlerkæden Arnold Busck et samarbejde med Red Barnet, som gjorde det muligt at indlevere brugte skoletasker til glæde for udsatte børn. Fra i dag kan man igen aflevere sin brugte skoletaske i Arnold Busck-butikken i Rådhusstræde, der så donerer de indsamlede tasker til Red Barnets børnegenbrugsbutikker, som sælger taskerne billigt til fordel for Red Barnets arbejde.

Red Barnets generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm, glæder sig over, at samarbejdet igen i år bidrager til at give udsatte børn en lidt bedre start på skoleåret.

”Selvom vi bor i Danmark, er der familier der hverken økonomisk eller mentalt har overskud til at blive klar til første skoledag. Det går ud over de børn, der står i skolegården uden skoletaske eller penalhus, og de risikerer at føle sig uden for fællesskabet allerede fra første skoledag. Sådan skal det ikke være. Alle børn fortjener at komme godt i gang med skoleåret sammen med deres venner, og det er vi meget glade for at kunne bidrage bare lidt til gennem dette samarbejde”, siger Jonas Keiding Lindholm.

 

Læg en tegning i tasken

Som noget helt særligt i år vil det være muligt at lægge en hilsen eller tegning i skoletasken, så der er endnu mere at glædes over for den nye ejer af tasken. På den måde kommer Red Barnets genbrugsslogan BARN TIL BARN for alvor til sin ret. Sidste år var der flere børn, der havde lagt en hilsen i skoletasken til det barn, som skulle overtage den. Den mulighed får alle børn, der donerer skoletasker nu i et særligt indrettet tegnehjørne i Arnold Buscks butik i Raadhusstræde.

 

”Sidste år var vi overvældede over, i hvor høj grad vores kunder bakkede op omkring indsamlingen. Både store og små var meget begejstrede for at støtte op omkring Red Barnets arbejde for udsatte børn, så vi håber på og glæder os til at gentage succesen i år”, udtaler adm. direktør hos Arnold Busck, Helle Busck Fensvig.

 

Overskuddet går til udsatte børn herhjemme og ude i verden

Overskuddet fra Red Barnets 20 genbrugsbutikker går til arbejdet for at hjælpe de dårligst stillede børn lokalt, nationalt og internationalt. Skoletaskerne sælges, så andre børn kan få glæde af dem, men pengene fra salget af taskerne vil også gå til Red Barnets arbejde med blandt andet sommerlejre og familieklubber for udsatte og sårbare børn i Danmark.

Pengene fra salget af éen brugt skoletaske svarer til, at et udsat barn kan komme med Red Barnet på en dags ophold på ferielejr med overnatning incl. kost og logi.

 

FAKTA

– Skoletasker kan afleveres indtil 10. september i alle Arnold Buscks butikker.

– Sidste år samlede Arnold Busck og Red Barnet 1.147 skoletasker ind over hele landet.

– 67 brugte skoletasker blev indleveret i Arnold Busck-butikken i Randers.