Debatten for og imod tørklæder går livligt i medierne. Men har du nogensinde selv haft en snak med muslimsk kvinde, der går med tørklæde? Hvad betyder det for hende? Det får du mulighed for at få et indblik i nu

I Randers Ugen præsenterer Museum Østjylland udstillingen Mit Tørklæde – Mit Valg, der er en del af et større projekt. I udstillingen kan du se videoer med kvinder fra Randers, der fortæller om at gå med tørklæde. Oplev også giner med tørklæder sat op af flygtninge og små portrætter, som elever på Randers Sprogcenter har lavet af sig selv.

Udstillingen løber fra onsdag 15. august til søndag 26. august.Mandag lukket. På åbningsdagen 15. august er det muligt at møde nogle af folkene bag projektet.

Ildsjælene bag udstillingen er historiker David Lebovitch Dahl og Sice Juel Hansen, som har en baggrund indenfor kulturformidling og underviser på en sprogskole for flygtninge og indvandrere.

”Hvis man undgår at snakke om det, man ikke kender, kan det blive til noget, man er utryg ved. Derfor er dialog så super vigtig, og det har været vores afsæt for at lave denne udstilling – at se hinanden i øjnene og mødes med nysgerrighed, ” forklarer Sice Juel Hansen.

 

Fællesskab på tværs
Udstillingen er en forsmag på et større projekt, der folder sig ud på Museum Østjylland i foråret 2019. Projektet undersøger de vilkår og værdier, der har betydning for at unge kvinder går med tørklæde i dag. Det handler blandt andet om identitet, mode, ligestilling og politik.

”Vi er i gang med at lave nogle spændende uddannelsesforløb om integration og ligestilling. Forløbene er målrettet historie- og samfundsundervisningen på ungdomsuddannelserne og undervisningen i dansk kultur og sprog på sprogskolerne. Vi håber meget, at udstillingen og forløbene bliver godt modtaget i Randers, og at de vil styrke fællesskabet på tværs af folk og institutioner i byen, ” fortæller David Lebovitch Dahl.

Forløbene bliver tilbud, som alle ungdomsuddannelser og sprogskoler i Randersområdet kan deltage i.

Projektet er støttet af Region Midtjylland, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Spar Nord Fonden og Politiken-Fonden.

Der er gratis adgang til udstillingen og til museet.