Det ligger nu fast, at VIA åbner en såkaldt uddannelsesstation i Randers.

Det er en uddannelsesstation til lærer, der ser dagens lys om få uger.

Elsebeth Jensen, der er uddannelseschef for VIA Læreruddannelsen, fortæller i en pressemeddelelse, at der, som det ser ud lige nu, er optaget 18 studerende på uddannelsesstationen.

Uddannelsen i Randers hører organisatorisk til læreruddannelsen i Nørre Nissum.

Strukturen gør, at ansøgere, der ønsker at gå på uddannelsesstationen til lærer i Randers, skal søge ind på læreruddannelsen i Nørre Nissum.

Med efteroptaget forventer Elsebeth Jensen godt 20 lærerstuderende i Randers.

De lærerstuderende i Randers kommer i løbet af det første studieår blandt andet til studere grundlæggende forhold om at undervise og tilrettelægge lærerprocesser for elever. De skal tillige lære om trivsel, inklusion, specialpædagogik og klasseledelse samt tilegne sig kompetencer til at undervise i fagene dansk, matematik eller engelsk.

Det er tillige forventningen, at praktikperioder og det afsluttende bachelorprojekt vil blive gennemført i det geografiske lokalområde, uddannelsesstationen ligger i. Den resterende del af læreruddannelsen kommer dels til at foregå som netbaseret undervisning og dels fysisk i Nørre Nissum – sammen med andre lærerstuderende på stedet.