Der var god stemning og generelt fred og ro blandt tilskuerne til fodboldkampen i går mellem Randers FC og AGF .

To mænd måtte dog en tur med på stationen, da de ikke efterkom politiets ordrer.

En 21-årig mand blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden, oplyser politiet i døgnrapporten.

Den anden – en 22-årig mand – blev anholdt for at bryde det forbud, han har fået om, at han ikke må opholde sig inden for en radius af tre kilometer fra stadion på en kampdag.

Den 22-årige blev desuden sigtet for at true betjentene og kalde dem diverse ukvemsord.