Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje opdagede i går kl. 18.44 en narkohandel på Gl. Hobrovej i Randers og skred med det samme til anholdelse af en 26-årig mand.

 Patruljen så, hvordan den 26-årige stod på gaden og overdrog noget sølvpapir til en mand, der holdt ind til siden i sin bil.

Da betjentene fik fat på den 26-årige og bilisten, viste det sig, at der lå skunk og hash inde i sølvpapiret. Den 26-årige blev anholdt og sigtet for narkosalg, mens køberen blev sigtet for besiddelse af hash.  Det skriver politiet i døgnrapporten.