Et forslag om gratis tidsbegrænset parkering i Randers Kommune fra 1. januar kom i denne uge til afstemning i Miljø- og teknikudvalget.

Forslaget var stillet af Dansk Folkepartis Frank Nørgaard, der er formand for udvalget.

Han fik dog ikke flertal for forslaget. Tre var for og fire imod.

Herefter begærede Frank Nørgaard sagen i byrådet, som senere skal behandle sagen.

Fra næste år vil p-indtægterne skæppe langt mindre i landets kommunekasser. Hvor kommunerne hidtil har kunnet beholde største delen af pengene, betyder en ny lov, at kommunerne fra 2019 skal aflevere 70 procent af p-indtægterne til staten.