Sådan skrev direktør Jens Enevold Kristensen, direktør for Erhverv Randers, i en mail rundt til erhvervslivet i Randers i sidste uge

Jens Enevold Kristensen har været direktør for Erhverv Randers i godt tre år. Og da han startede, havde han store ambitioner både for sig selv og den organisation, han følte sig privilegeret over at blive en del af.

En organisation som han betegner med ord som ”fantastiske kollegaer, som er utrolig dygtige og engagerede. De udfordrer mig hver dag på den gode måde, og de inspirerer mig til at ville gøre det godt for Randers og de randrusianske virksomheder. Jeg lærer noget nyt fra dem hver dag. Og det faktum gør bare, at jeg på grund af dem får god energi. De er i bund og grund årsagen til, at jeg selv på dårlige dage alligevel tænker, at vores arbejde giver mening.”

Han nævner dog et MEN, for han har samtidig været utrolig frustreret. Han har nemlig ikke været i stand til at indfri de forventninger og mål, som han havde sat for sig selv i Erhverv Randers, da han blev direktør. Han har ikke formået at få flere medlemmer til Erhverv Randers, og han synes heller ikke, organisationen har helt det tætte og tillidsfulde samarbejde med Randers Kommune, som han godt kunne tænke sig.

”Virksomhederne i Randers kommune kan ikke forstå, at deres medlemskab af Erhverv Randers er vigtigt. Hvorfor forstår de ikke, at et medlemskab er at melde sig ind i et fællesskab, der kan flytte udviklingen af Randers i en positiv udvikling,” undrer Jens sig. Og om kommunen:

”Ja, jeg har bebrejdet Randers Kommune for ikke at forstå, hvor meget mere vi kunne gøre for en positiv udvikling af erhvervslivet i Randers kommune, hvis vi havde et bedre, mere åbent og tillidsfuldt samarbejde. Og hvor kommunen forstod styrken i en stærk samarbejdspartner, som netop har sin styrke i ikke at være en del af den kommunale forvaltning.”

 

Ser indad
Jens Enevold Kristensens pointe er, at han ikke løser problemet med de lokale virksomheder ved at være et tudefjæs, fordi de ikke vil støtte fællesskabet via et medlemskab af Erhverv Randers. Og han løser heller ikke problemet med Randers Kommune ved at være et tudefjæs og bebrejde Randers Kommune deres manglende forståelse for, at et endnu stærkere samarbejde mellem dem og Erhverv Randers kan bidrage til en endnu stærkere udvikling af erhvervslivet i Randers kommune.

”Det, der er brug for, er, at mine kollegaer og jeg prøver at forstå, hvad det er, der skal til for, at de lokale virksomheder støtter den lokale erhvervsudvikling via et medlemskab af Erhverv Randers, og hvad det er, der skal til for, at Randers Kommune kan se værdien af et endnu stærkere samarbejde med Erhverv Randers,” forklarer han.

 

Fantastiske muligheder
Jens mener, at vi er vores egen værste fjende i Randers kommune.

”Der er så meget fantastisk at glæde sig over, og der er så mange muligheder, men alligevel bruger vi så meget tid på at bebrejde andre for manglende resultater. Jeg tænker bare. Hvad kunne det ikke blive til, hvis vi fokuserede på, hvad vi selv kunne bidrage med og så tage udgangspunkt i det?” siger han.

”Vi skal hver især huske at fokusere vores energi dér, hvor vi kan og skal gøre en reel forskel. Og så huske at stoppe med at være tudefjæs og bebrejde alle andre for vores udfordringer! Kan vi hver især blive lidt bedre til det, så er jeg sikker på, at vi har skabt et godt udgangspunkt for en positiv udvikling,” påpeger Jens Enevold Kristensen.

Adspurgt om hvordan tingene var på hans tidligere arbejdsplads (Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter), siger Jens:

”På mange forskellige niveauer var der en noget tydeligere vi-kultur i Skive, end tilfældet er i Randers”.

 

——–

Facebook Randers contra andre Facebook grupper
Vi har på Din Avis lavet en helt uvidenskabelig kort undersøgelse af tonen i forskellige Facebook grupper blandt andet Facebook Silkeborg, Facebook Hadsten og andre lignende grupper.

Og der er ingen tvivl om, at tonen i Facebook Randers er meget negativ i forhold til de andre Facebook grupper. Et eksempel kan være omtalen af Randers Street Food Festival, hvor overskriften på et link fra amtsavisen.dk i sidste uge var ”Street food var ikke et hit”, uden det dog fremgår af artiklen, hvem der siger dette.

Samtalestarter Jacob J starter dialogen med ”Øv, synes eller det var udmærket dernede. Men ok, hvad kan gøres bedre, og hvad er street food for dig? Lad os få noget konstruktivt på bordet”.

Mange kommentarer holder den konstruktive linje, men hurtigt får tråden også mere karakter af kritik fremfor konstruktive forslag. En underholdende kommentar er der også plads til fra Anders P ”Du ved, hvad man siger om randrusianerne. De vil krybe nøgne over knust glas, med et flammehav over ryggen, hvis bare noget er billigt”.

I de andre Facebook grupper for forskellige byer er det tydeligt, at opslag, der starter positivt, også kan holde sig relativt positive hele opslaget igennem.

”Selvfølgelig var der også meningsforskelle i Skive – hvilket kun er sundt – men jeg oplevede også, at tilgangen til at håndtere meningsforskelle var noget mere konstruktiv, end den i mange tilfælde er i Randers. Det er både ok og nødvendigt at være kritisk. Men jeg synes også, at retten til at være kritisk forpligter i forhold til at komme med konstruktiv kritik fremfor nedladende og bedrevidende ytringer. Og det undrer mig egentlig meget, at det er sådan – taget i betragtning af hvor meget Randers egentlig har at tilbyde, og hvor mange fantastiske initiativer, der startes op af initiativrige personer,” siger Jens Enevold Kristensen.