Rundt omkring i Østjylland og resten af Danmark hænger der flere tusinde hjertestartere, der måske ikke virker.

Hjertestarterne er etableret af Randers-virksomheden “Kunsten at redde liv”. Men efter at virksomhedens gik konkurs i februar i år, er der ingen, der længere har ansvaret for dem.

Derfor kan det i værste fald vise sig, at de ikke virker, når de bliver taget i brug, skriver TV2 ØSTJYLLAND.

“Det sætter mig i en forfærdelig situation,” siger Jan Sørensen fra Jennum nord for Randers.

Den randrusianske pensionist har en hjertestarter hængende ved sin bolig. Tidligere blev hjertestarteren i Jennum serviceret af “Kunsten at redde liv”, men på grund af konkursen sker det ikke længere.

Et andet firma, aarhusianske First8, er begyndt at tilbyde service på de mange hjertestartere fra “Kunsten at redde liv”.

Men firmaet har kun kunnet skaffe oplysninger på 300 af de i alt 3000 hjertestartere.

“Det kan have ret alvorlige konsekvenser, hvis hjertestarteren ikke virker, når man skal bruge den. Det er ret alvorligt,” siger medejer af First8 Anders Kjærsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er med andre ord 2.700 hjertestartere, som potentielt ikke virker optimalt.

Ikke desto mindre henviser Trygfondens app “Hjertestart” til maskinerne. Og det er et problem, erkender projektchef Grethe Thomas fra Trygfonden.

“Det er selvfølgelig rigtigt trist, at det er muligt at henvise til en hjertestarter, der ikke er funktionsduelig,” forklarer hun.

“Omvendt må vi også sige, at når man registrerer sin hjertestarter på hjertestarter-netværket, så er det fordi, man gerne vil være med til at redde menneskeliv. Dermed er det også vigtigt, at man sørger for, at sin hjertestarter er funktionsduelig.”