En vagt på en byggeplads på Gl. Hadsundvej i Randers C opdagede i går aftes, at der var klippet et hul i hegnet, og at der lå en bunke kabler indenfor, som ikke lå der tidligere. Han mistænkte derfor, at der var tyve på spil, som havde lagt kablerne klar til afhentning.

En patrulje kørte til stedet, hvor der dukkede en håndværker op, der vidste, hvor kablerne kunne stamme fra. Sammen gik de over til en container, hvor der ganske rigtigt havde været indbrud. I hjørnet af containeren var der et hul i gulvet, stort nok til at person kunne kravle igennem, ligesom der var adskillige kabelspoler, der nu stod tomme. Sammen med vagten installerede patruljen en alarm på stedet, hvis nu tyven skulle vende retur. Og kl. 1.39 var der bid. Her ringede vagten og sagde, at alarmen var gået.

En patrulje kørte til stedet og gik rundt på byggepladsen for at lede efter den person, der havde aktiveret alarmen. Han, en 24-årig mand, blev fundet kort tid efter liggende på maven i et buskads. Han blev sigtet for forsøg på tyveri, hvilket han erkendte. Det viste sig desuden, at han var eftersøgt til fogedretten. Han vil derfor blive fremstillet dér i løbet af i dag.