For mig betyder flagdagen uendelig meget, flagdagen er den dag på året, hvor vi hylder vore udsendte. Hylder de mennesker, der gør en særlig indsats rundt omkring i verden, særligt tænker jeg på de, der er udsendte til et af verdens brændpunkter.
De, der hver dag sætter livet på spil for at værne om vores og Danmarks sikkerhed.
Min far er professionel soldat og har været det altid. Hvert år fejrer vi flagdag sammen, vi følges til arrangement på det gamle fine rådhus i Randers, efterfølgende går vi til Sct. Mortens kirke, hvor der afholdes gudstjeneste.
Jeg, der er noget mere følelsesladet end min far, får en klump i halsen hver gang, blot ved at skrive dette her indlæg, kan jeg mærke de følelser, der kom op i mig som barn, når han skulle afsted på mission, og jeg skulle sige farvel. Jeg oplever hvert år en kombination af to følelser, tab og stolthed, tab for hvad nu hvis det værste skete, og jeg aldrig skulle se ham igen. Stolthed over at ham og hans kammerater er villige til at ofre livet for os herhjemme, når pligten og nationen kalder.
Og nu melder spørgsmålet sig, gør vi som samfund nok for vore veteraner og soldater? Efter min mening gør vi slet ikke nok ud af flagdagen, vi skal have langt større fokus på at hylde vores udsendte, arrangementerne bør være langt mere overdådige. Dette kunne blandt andet gøres ved at afholde store parader, hvor alle veteraner og familier inviteres med, hvor det officielle Danmark er aktiv deltagende.
Desuden synes jeg ikke, det vigtigste er at vise respektere den ene dag. Vore udsendte skal vises respekt hver dag, især de veteraner der kommer hjem med ar på krop og sjæl, det skylder vi dem, det fortjener de. Det bør være det mindste, vi som nation kan sørge for, når vi vælger at sende tapre folk i krig.
Nicolai Estrup
Formand Dansk Folkeparti Randers
1. Suppleant Randers byråd
