Ja, hvor fanden ligger København? Det er ikke navnet på en ny TV2 Zulu serie, men nærmere en beskrivelse af spillet fra Randers teamet i København. Det var en kamp hvor København fra første fløjt tromlede derudaf, og Randers teamet formåede aldrig at finde flow og rytme i kampen.

Efter 6 min af kampen stod tavlen på 6-1 til København og den første timeout var en nødvendighed. Dette skyldes et angrebsspil som byggede mere på individuelle aktioner, frem for kollektivt spil. Selvom følelsen af at det kunne lade sig gøre, at komme tilbage i kampen, så skete det desværre ikke. Efter 19 min var det tid til endnu en timeout fra Randers’ side. Pausestilling 19-12 Randers pigerne fik skudt ikke mere end 32 gange mod København målet i 1.halvleg, men uskarpheden vil ikke slippe Randers holdet.

Pausen blev brugt konstruktivt, og planen gjort klar, og de første 8 min af 2.halvleg byttede holdene mål, men nogle dyre fejl i angrebet betød kontramål fra København’ side. Kampen var afgjort, og Randers holdet kæmpede, men fandt aldrig frem til København med et spil der kunne udfordre de forsvarende danske mestre.

Der var dog lidt lyspunkter i kampen. Camilla Dalby blev noteret for 9 mål i kampen, og Stine Broløs leverede en god præstation, i en utrolig svær målmandskamp, hvor hun sluttede på 36% i redningsprocent.

Vi skal hjem og arbejde! Måske fandt vi ikke frem til København i dag, men vi finder os selv, og kæmper videre fra hvor vi står. Det skylder vi os selv, og alle omkring os.

På søndag tager Randers HK på hjemmebane imod Ikast, hvor man også fejrer håndboldensdag.

Lyt med da Bo Ørris talte med Niels Agesen, cheftræner Randers HK