Et flertal af politikerne i Randers Byråd lægger op til store skatterabatter til de rigeste. Hele 26,5 millioner kroner over de næste fire år. Til gengæld lægges der op til et blodbad på velfærden. Mere end 400 millioner kroner står kernevelfærden til at blive forringet med, hvis det basisbudget, som et stort flertal af politikerne i byrådet netop har vedtaget, bliver til virkelighed.

 

Torben Hansen og Socialdemokratiet leger dog med tanken om at sætte indkomstskatten op. I Velfærdslisten mener vi også, der er brug for højere skatter, så vi kan sikre en ordentlig velfærd. Men vi vil ikke være med til en løsning, hvor det alene er dem, der har mindst, der får regningen. Og det vil det på grund af det skrå skatteloft være, hvis det alene er indkomstskatten, der sættes op.

 

Endnu værre bliver det, hvis Socialdemokratiet holder fast i den nedsættelse af dækningsafgiften, der er lagt ind i basisbudgettet. Så laver man en omvendt Robin Hood, hvor man tager fra de fattigste og giver til de rigeste. De rigeste i Randers Kommune har i forvejen fået skatterabatter for intet mindre end 50 millioner kroner siden 2011. Nok er nok.

 

I Velfærdslisten vil vi hæve skatten for dem, der har mest. Det er nødvendigt, hvis vi skal sikre en ordentlig velfærd. Derfor hjælper vi gerne Torben Hansen og co. med at finde penge til at sikre kernevelfærden ved at sætte de kommunale skatter op. Men det kræver, at pengene bruges på at sikre kernevelfærden – og ikke spildes på overflødige prestigeprojekter. Og det kræver, at skatterne sættes op på en socialt retfærdig måde, så de, der har mest, betaler mest.

 

Kære socialdemokrater, vi bærer ikke nag over, at I i konstitueringen foretrak højrefløjen frem for de velfærdsvenlige partier og lister. Vi er klar til at tage ansvar for et socialt ansvarligt budget. Vi er klar til at tage ansvar for at sikre kernevelfærden og en socialt retfærdig skattepolitik. Spørgsmålet er, om I er klar til at føre den politik, som I gik til valg på.

 

Kasper Fuhr Christensen

Medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten

Medlem af socialudvalget, beskæftigelsesudvalget og omsorgsudvalget