Det skorter ikke på kritik efter at et flertal i Randers Byråd har vedtaget en ny rygepolitik, der betyder at det er slut med at ryge i arbejdstiden for de mange ansatte i Randers Kommune.

Forbuddet gælder i hele arbejdstiden – også under transport til og fra møder, ved hjemmearbejde, og det er heller ikke længere muligt at flekse ud for at ryge.

SF i Randers mener, at det er et helt urimeligt indgreb i medarbejdernes frihed. Det er overformynderi og udtryk for en rigtighedskultur, vi ikke bryder os om, siger byrådsmedlem Charlotte Broman Mølbæk.